Menneskehandel generelt og i Danmark

Hvorfor forekommer menneskehandel?

Menneskehandel er et komplekst fænomen, der skal ses i lyset af, at globaliseringen har gjort det lettere for kriminelle netværk at operere på tværs af grænser.

Mange forbinder menneskehandel udelukkende med prostitution og kvindehandel, da det er det mest synlige og emnet oftest diskuteres i medierne. Menneskehandel indbefatter dog udnyttelse af alle sårbare mennesker hvilket indbefatter både mænd, kvinder og børn. Tvangsarbejde på fabrikker, ved landbrug og i private hjem er f.eks. udbredt. FN beskriver menneskehandel som det hurtigst voksende handelsområde under organiseret kriminalitet.

Forskellen på menneskehandel til sexindustrien, dvs. tvangsprostitution, og det, man kan kalde almindelig prostitution, er, at menneskehandel har bagmænd. De handlede kvinder afdrager på store fiktive gældsposter til deres bagmænd og tvinges til at udføre seksuelle ydelser i et omfang og af en karakter, de aldrig har ønsket. Kvinden skal have sex med alle, der vælger hende, og på den måde, de måtte ønske, og 10-15 kunder om dagen er almindeligt.

Rigspolitiet skønner, at trafikken af handlede kvinder til Danmark har været i vækst siden år 2002. Rigspolitiet skønner, at omkring 2.500 udenlandske kvinder arbejder i den danske sexindustri. Kvinderne er hovedsageligt fra Asien, Øst- og Centraleuropa og Afrika.

Omfanget af menneskehandel

FN skønner, at der er omkring 2,5 millioner ofre for menneskehandel verden over. Det præcise tal kendes ikke, da menneskehandel foregår under jorden og kun få ofre træder frem. Derudover foregår menneskehandel både på nationalt og internationalt plan, da nogle handles inden for et lands grænser og andre på tværs af grænser.

Lovgivning i Danmark

Menneskehandel betyder, at rekruttere, transportere eller overføre en person, holde en person skjult eller modtage en person ved brug af magt, bedrageri eller trusler. Det er uden betydning om den handlede person har givet sit samtykke til udnyttelsen, hvis der er blevet anvendt nogle af de førnævnte midler.

Dette er FNs korte definition på menneskehandel, også kaldet trafficking, i den såkaldte Palermo-protokol fra 2000. Du kan læse Palermo-protokollen her. Den er et tillæg, til FNs Konvention mod transnational organiseret kriminalitet.

Danmark har tiltrådt Palermo-konventionen og med udgangspunkt i FN’s definition af menneskehandel, indførte Folketinget i 2002 en særlig bestemmelse i straffeloven; § 262a. Paragraffen understreger, at menneskehandel er strafbart og giver en strafferamme på op til 10 års fængsel. Indtil videre er bagmænd, der er dømt i Danmark, blevet idømt straffe på op til tre år og nogle måneder.

Loven mod menneskehandel lyder således:
§ 262 a. For menneskehandel straffes med fængsel indtil 10 år den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt

  1. Ulovlig tvang efter § 260,
  2. Frihedsberøvelse efter § 261,
  3. Trusler efter § 266,
  4. Retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller
  5. Anden utilbørlig fremgangsmåde

Med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold, strafbare handlinger eller fjernelse af organer.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold, strafbare handlinger eller fjernelse af organer

  1. Rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person under 18 år eller
  2. Yder betaling eller anden fordel for at opnå samtykke til udnyttelsen fra en person, som har myndighed over den forurettede, og den, der modtager sådan betaling eller anden fordel.

Regeringens handlingsplan
De seneste år har de siddende regeringerne indført specifikke handlingsplaner til bekæmpelsen af handel med mennesker til Danmark. De beskriver hvordan forskellige initiativer skal bekæmpe menneskehandel, samt hvordan potentielt handlede kvinder og mænd skal hjælpes. Den nyeste handlingsplan 2015 -2018 kan ses her: https://www.uvm.dk/Ligestilling/Menneskehandel.

Hold dig opdateret med nyt fra HopeNow

Vil du gerne holde dig opdateret med den sidste nye udvikling inden for menneskehandel og HopeNows arbejde, så tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde disse felter.
Tilmeld mig