skip to Main Content

3F modtager HopeNow Prisen 2014

Jane Kortzak 3f og Anne Brandt Christensen Hope Now

Foto: Søren Zeuth

Nogen gange er et tilbud faktisk for godt til at være sandt

Det var Jane Korczaks ord, da hun som næstformand på vegne af fagforeningen 3F modtog HopeNows pris for årets største indsats i bekæmpelse af menneskehandel. Hensigten bag Janes udsagn var en opfordring til os alle og særligt politikere og opinionsdannere at åbne øjnene og tænke med hovedet og ikke med pengepungen, når vi bliver lokket med billig arbejdskraft.

Af Sashia Liv Jensen

Det var lørdag den 18. oktober, og vi sad en masse mennesker tæt pakket i et lokale i centrum af København for at deltage i HopeNows markering af EU’s anti-trafficking dag 2014. Temaet var tvangsarbejde – med fokus på både mænd og kvinder og på de mange forskellige typer arbejde handlede mennesker tvinges til at udføre. Menneskehandels ofre er nemlig ikke alene på Vesterbro, men tværtimod langt flere steder, end vi tror, og langt tættere på os selv og vores daglige liv, end vi overhovedet tør forestille os.

Menneskehandel foregår lige rundt om hjørnet
Der skal ikke mere til end et sygesikringsbevis og forfalskede dokumenter i dårlig print til at kunne blive registreret med et cpr-nr og få et job. F.eks. som rengøringshjælp hos selskaber, der har kontrakter med f.eks. FN-byen, universiteter og på vores folkeskoler, som håndværker på byggepladser eller som au pair hos velstillede børnefamilier. Problemet er bare, at lønnen ikke går til den, der udfører jobbet, men til de bagmænd, der lænker ofrene for menneskehandel fast til et liv med mange timers hårdt arbejde under usle vilkår for at tilbagebetale en høj gæld for fragten til Europa. Lænkerne er ikke til at se med det blotte øje, men de er meget stærke og kan komme til udtryk gennem kidnapning af de handledes børn eller andre trusler om at skade venner og familie, der sidder tilbage i hjemlandet.

Men som HopeNows navn står for, er der håb og lys i mørket. Der er nemlig mennesker og organisationer, der går langt for at optrevle de komplicerede netværk af traffickere og hjælpe mennesker, hvis livsvej har ført dem ud i nutidens slaveri.

Prisen for årets største indsats gik til 3F
Det blev der sat fokus på, da HopeNow med stor glæde overrakte prisen for årets største engagement i arbejdet med at bekæmpe menneskehandel til Jane Korczak på vegne af fagforeningen 3F. 3F er med til at skabe lys i mørket, sagde HopeNows bestyrelsesformand Anne Brandt Christensen: ”I tager sagerne og I følger dem til dørs”. Med prisen fik 3F overrakt en stor lanterne med et lysegrønt brændende stearinlys. Efter at have hørt Janes tale, var ingen i tvivl om, at det lys ville blive ved med at brænde, for i hendes tale mærkede man tydeligt glæden over, at fagforeningens store indsats på dette område, faktisk blev bemærket og anerkendt: ”Som arbejdsmarkedsorganisation kæmper vi hver dag for at give de svage i samfundet en stemme … Men det er jo ikke mig, der er ude at fange bagmænd – det arbejde gøres i organisationens 67 lokale afdelinger, hvor der arbejdes hårdt for at optrevle netværk af bosser, der udnytter mennesker på gemen og skruppelløs vis”.

3F har arbejdet med bekæmpelse af menneskehandel siden 2006, hvor de startede en underskriftsindsamling mod handel af kvinder. I den forbindelse kom de i kontakt med den nigerianske kvinde Rose, som var handlet til prostitution i Danmark. 3F’s fagblad fulgte sagen, som resulterede i en historisk afgørelse, da Rose som den første handlede kvinde fra Nigeria fik asyl i Danmark af Flygtningenævnet. Siden da har menneskehandel været på 3F’s dagorden, for som Jane sagde: ”Det her drejer sig ikke om en enkelt vildfarelse. Menneskehandel foregår systematisk og organiseret”.

En opfordring til os alle
Og så er vi tilbage til opfordringen fra både 3F og HopeNow: Vi skal alle være opmærksomme på, hvad der foregår rundt omkring os, for det foregår lige uden for (eller inden for) vores dør, uden vi ved det.

Men hvad skal vi almindelige mennesker så gøre, hvis vi får mistanke om noget? -Når vores øjne er blevet åbne og vores blik fanger signalerne. Ligesom alt andet på dette område er der ikke noget simpelt svar, da det er forskelligt fra sag til sag, lød det fra HopeNows grundlægger Michelle Mildwater og bestyrelsesformand Anne Brandt Christensen. Men vi bør alle vide, at Center for Menneskehandel har en hotline, vi kan ringe på. Derudover kan man kontakte en fagforening som 3F, hvis medlemmer arbejder i brancher, hvor menneskehandel forekommer. Hvis man har mistanke, kan man også kontakte politiet. I andre tilfælde kan det dog være mest hensigtsmæssigt at kontakte en NGO som HopeNow, som i deres rolle som en ikke-myndighed har mulighed for at tage kontakt til det mistænkte offer for menneskehandel og forsøge gennem samtale og nærvær at skabe den tillid der er altafgørende for, at han eller hun faktisk overhovedet tør fortælle sin historie og åbne op for at få hjælp.

Som almindelige lægmænd på området hverken kan og skal vi naturligvis selv blande os i de kriminelle netværk. Et skridt på vejen er dog at skabe så meget opmærksomhed om problemet, at vi bemærker det og tænker os om en ekstra gang, når vi får et godt tilbud, og vi ved hvor vi skal henvende os, hvis vi oplever mennesker der lever og arbejder under alt for kummerlige vilkår.

Læs Fagbladet 3F’s artikel: “3F vinder pris for kamp mod menneskehandel”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top