skip to Main Content

Michelle Mildwater i Familie Journalen

Michelle har aldrig fri. En stor del af livet har Michelle Mildwater hjulpet handlede og prostituerede kvinder, og som repræsentant for organisationen HopeNow har hun travlt som aldrig før, for ifølge hende bliver flere mennesker end nogensinde købt og solgt – også i Danmark
Selv om Michelle Mildwater aldrig har været hjemløs, har hun egentlig altid på en måde levet på gaden. Tidligere i sit liv sammen med gadebørn og husvilde unge og de sidste mange år blandt prostituerede.
– Min ungdom tilbragte jeg i London, hvortil jeg som seksårig flyttede sammen med min sydafrikanske mor og min engelske far, fortæller den 62-årige chef for organisationen HopeNow . – Vi kom fra Sydafrika, og jeg landede i en skole med en masse børn, der kom fra bl. a. Trinidad og forskellige steder i Afrika.
Michelle mener selv, at både samværet med skolekammeraterne og i særdeleshed hendes sydafrikanske mor prægede hende, så hun allerede i en tidlig alder havde øje for forskelligheder blandt mennesker.
– Jeg oplevede jo børn og unge i alle samfundslag og med mange forskellige hudfarver, og jeg så, hvordan nogle klarede sig godt, andre overhovedet ikke.

Oplevelserne i gademiljøet med alle de børn, der havde brug for hjælp, betød, at Michelle i sin ungdom dels startede gadeteater for børn, dels uddannede sig til skolelærer, så hun den vej rundt kunne få god kontakt til børnene.
– Meget hurtigt fandt jeg ud af, at gadebørn lever en farlig tilværelse, så vi var en gruppe frivillige, der simpelthen gik rundt og samlede unge på 12-16 år op på gaden, og så placerede vi dem i nogle af alle de forladte huse, hvor de kunne være i fred for pædofile.
Det barske miljø blandt Londons gadebørn blev en sideløbende ” uddannelse” for Michelle.
– Samtidig med, at jeg gik på seminariet og tilegnede mig rent faglige kundskaber, lærte jeg helt vildt meget om mennesker i arbejdet med børnene og de unge.
På privatfronten blev Michelle gift og fik en søn, men desværre holdt ægteskabet ikke, og da hun efterfølgende fik tilbud om et skuespillerjob i København, slog hun til.
– Her mødte jeg min anden mand, så jeg blev hængende i Danmark og ernærede mig en del år ved skuespil, dans og undervisning.

Interessen for mennesker og psykologiske udfordringer blev dog ved at pusle i Michelle, og efter en fireårig gestaltterapiuddannelse og diverse kurser i psykodrama, NLP og andre terapeutiske former oplevede Michelle i en alder af 53 år endelig at finde sin helt rette hylde.
– Jeg så jo på gaderne i København, hvordan kvinder i forskellige tilstande solgte sig selv til mænd, og fra min tid i London, hvor jeg bl.a. en overgang boede sammen med prostituerede, vidste jeg, at det kan være et liv helt ude på kanten.En ond cirkel
Da Michelle først for alvor begyndte at snuse til prostitutionsmiljøet, opdagede hun, at utroligt mange kvinder simpelthen bliver handlet som en anden købmandsvare.- Jeg fandt ud af, at mange kvinder uvidende bliver narret til Danmark med løftet om et bedre liv, og så bliver de i stedet kastet direkte ud i prostitution, eller nogle starter som au pair-piger i danske familier, og når de så får afslag på asyl, står bagmændene klar. Så begynder kvinderne at cirkulere mellem bordellerne og mellem de europæiske lande.

Hver gang lokummet brænder i form af indblanding fra myndighederne, sørger bagmændene for, at kvinderne kommer videre. Det er virkelig en ond cirkel og ekstremt svært at udrede, hvilke af pigerne der overhovedet er registrerede.
I 2003 startede Michelle i samarbejde med Københavns Kommune og organisationen mod kvindehandel, ” Reden International” et projekt for at finde og registrere handlede kvinder i prostitutionsmiljøet.
– Det er utrolig svært, fordi kvinderne er angste og har overhovedet ingen tillid til deres medmennesker.
Det kan være hårdt at forestille sig, hvad mange af dem har været udsat for, og en del af dem ender endda i danske fængsler, netop fordi de er smuglet ind og derfor ikke har ret til at opholde sig i Danmark.
Da Michelle havde arbejdet nogle år efter den officielle handlingsplan om menneskehandel, besluttede hun, at der var brug for mere.

Hjælper med alt
– Jeg og andre frivillige dannede organisationen HopeNow , hvor vi udfører direkte socialt og terapeutisk arbejde med handlede og udenlandske kvinder i prostitution. Vi går ud på gader, bordeller, i asylcentre og fængsler og får kontakt til kvinderne.
Så arbejder vi for og er medvirkende til, at kvinderne får hjælp og opnår forbedring af deres forhold både i Danmark og i deres hjemland. Michelle har selv flere gange været i Nigeria.
– Det er vigtigt at kende til kvindernes baggrund, både fordi de så får større tillid, men i højeste grad også, så vi har mulighed for at hjælpe nogle af dem med at etablere en fornuftig tilværelse i deres hjemlande, så de kan vende hjem uden frygt.
I Danmark arbejder HopeNow utrætteligt med at oplyse omverdenen om den moderne slavehandel, som Michelle kalder menneskehandlen.

– Vi har frivillige, der tager ud og holder foredrag og viser film. Vi har bl. a. besøgt 10.000 efterskoleelever. Og så har vi vores officielle Anti-trafficking dag d. 18. oktober, hvor man i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro bl. a. kan høre en politimand fra Scotland Yard holde foredrag om emnet.
På det mere jordnære plan er der næsten ingen grænser for, hvad Michelle og alle hendes frivillige vil gøre for at hjælpe de handlede kvinder.
– Måske er de gravide og skal have hjælp til en abort, måske skal de have taget blodprøver eller har forskellige symptomer og aner ikke, hvordan de finder en læge.
Det hjælper vi dem med, ligesom vi også hjælper dem med husly, juridisk bistand, assistance ved politiforhør, psykoterapi osv.
Men selv om Michelle brænder for at hjælpe, har hun dog nået en alder, hvor hun passer lidt mere på sig selv.
– Jeg går sjældent på gaden mere. Det er strengt at være ude hele natten, og heldigvis er der mange andre, der tager den tørn.
Nu fokuserer jeg meget på alt det administrative og kommunikative, og mit telefonnummer florerer stadig i miljøet, så hvis en kvinde vil have hjælp af mig, kan hun altid finde mig.

Det behov havde nigerianske Joy, som vi får lov at hilse på, men kun fotografere fra ryggen.
– Joy blev handlet første gang i Nigeria, da hun var otte år, både til sex og slavearbejde. Siden blev hun handlet til Europa, men nu er hun i fuld gang med en uddannelse, og vi arbejder hårdt på at finde en løsning, så hun kan vende tilbage til Nigeria.
På spørgsmålet om hun ikke indimellem mister modet, svarer Michelle: – Jeg kan godt blive rigtig irriteret, og jeg græder da også af frustration af og til, men heldigvis har jeg også en masse dejlige frivillige mennesker omkring mig. Jeg har en god humor og masser af kærlighed i mit liv, så jeg tror, jeg fortsætter med min syv dages arbejdsuge lidt endnu – der er så meget brug for det!! Hvis du har lyst til at hjælpe eller læse mere om HopeNow , kan du gøre det på: hopenow.dk.

 

Bragt i Familie Journalen den 15. oktober 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top