skip to Main Content

Nyhedsbrev – August

HopeNow møder flere handlede mænd

HopeNow møder flere handlede mænd, både i vores opsøgende arbejde og ved henvisning fra andre mennesker, som  HopeNow tidligere har støttet.
I starten af sommeren har vi allerede identificeret en mand fra vest og en fra øst Afrika, samt en mand fra Mellemøsten, som alle er ofre for menneskehandel. De kommer fra forskellige kulturer og har meget forskellige personlige historier, men en ting er sikkert: De har alle brug for hjælp, især fordi  de ikke var blevet identificerede som handlede og derfor ikke modtog den støtte, de havde brug for, indtil HopeNow hjalp dem.
Mændene var ikke handlede til prostitution, men derimod tvangsarbejde og kriminalitet. To af mændene var især sårbare, da de havde været hjemløse i mange år. Denne sårbarhed   har bagmænd groft  benyttet sig af ved handel og udnyttelse af de to mænd.
Mange mennesker bliver stadigvæk overraskede over, at handel med mænd  også foregår i Danmark. Vi arbejder derfor t på at udbrede kendskabet til dette fænomen, så mænd kan modtage den samme behandling og beskyttelse som handlede kvinder i Danmark, hvilket ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt.  




Teater med G!RL BE HEARD
– et indblik i livet som handlet 


Den 27. og 29. juni inviterede HopeNow medlemmer, frivillige og  samarbejdspartnere i teatret for at opleve teatergruppen Girl Be Heard fra USA med forestillingen TRAFFICKED, der satte fokus på menneskehandelens mange facetter, og de udfordringer, som unge piger står over for verden over.
G!RL BE HEARD kom direkte fra forestillinger ved topmødet i London mod seksuel vold mod kvinder og TRAFFICKED  bød på en blanding af dramatisk og humoristisk skuespil, musikalske indslag og information om menneskehandel. På en kreativ og eksperimenterende måde oplyste stykket om menneskehandel som et verdensomspændende problem, mens det også viste den personlige fortælling, da stykket byggede på virkelige historier.
Der var fuldt hus på Betty Nansen Teateret, hvor over 300 gæster deltog i den festlige aften, hvor The Body Shop og Innocent Juice donerede skønne goodie bags og lækker juice til alle.
Den mere intime forestilling i Studenterhuset KBH var også en succes og som planlagt, var arrangementerne med til at skabe endnu større fokus på menneskehandel i Danmark med mange interessante spørgsmål fra publikum. Den store interesse fra deltagerne betød også, at HopeNow fik mange nye medlemmer , der nu er med til at støtte vores arbejde for ofre for menneskehandel i Danmark. .

De to teater events er en del af det CSR arbejde, der foregår i HopeNow, idet  arrangementerne var et samarbejde mellem HopeNow og den Amerikanske Ambassade i København, C:NTACT, DIS og Studenterhuset, støttet af The Body Shop og Innocent Juice.  Hvis du arbejder i en virksomhed, som kunne være interesseret i et CSR samarbejde med eller sponsorat for HopeNow, hører vi meget gerne fra dig på mail:  abc@hopenow.dk



Billederne er fra forestillingen på Betty Nansen Teatret, hvor HopeNow også fik nye medlemmer

Er de mon “rigtige” ofre for menneskehandel?
– debatten om immigration og menneskehandel

Den seneste tid har der været en række artikler og interviews i forbindelse med Sine Plambechs ph.d. afhandling  Points of departure – Life after human trafficking in Western Europe, hvor hun stiller skarpt på sammenhængen mellem menneskehandel af kvinder i sexindustrien og immigration. I medierne (Weekendavisen & P1) har dette rejst spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er tale om menneskehandel, hvis kvinderne i forvejen ved, de skal arbejde i prostitution, når de kommer til Europa – for så er menneskehandel vel bare en immigrationsstrategi og ikke en forbrydelse?  Immigration til sexarbejde i Europa bliver kvindernes løsning på deres egentlige problemer som f.eks. fattigdom.
I HopeNow er vi bekymrede over, hvilken effekt afhandlingen kan få for handlede menneskers beskyttelse fra en juridisk synsvinkel. For HopeNow har gennem årene mødt flere end tusinde handlede og sårbare mennesker, som lever i en hel anden virkelighed, end den Sine Plambech beskriver.  De lever i en verden med trusler, vold og massivt pres fra madammer og bagmænd om at betale enorme summer. Juridisk er det fuldstændigt ligegyldigt, om kvinder ved, at de skal arbejde i prostitution eller ej. Det afgørende er den UDNYTTELSE, der sker af dem, for at der juridisk kan være tale om menneskehandel. De kvinder, der ved, de skal arbejde i prostitution, udnyttes i øvrigt på ingen måde mindre eller behandles mere hensynsfuldt af den grund af madammer og bagmænd, der presser enorme summer ud af dem ved tvangsprostitution. HopeNow ser ikke trafficking som et spejl af global migration, men som en kriminel og massiv forbrydelse og menneskerettighedskrænkelse.

Gør en forskel – bliv medlem! 

Vi håber, at du fortsat vil støtte sagen og arbejdet med og for ofre for menneskehandel ved at forny eller oprette dit medlemskab hos HopeNow for året 2014. Dit medlemskab i HopeNow er den opbakning, der er brug for Gør en forskel, bekæmp menneskehandel – meld dig ind i dag!

Du kan melde dig ind som støttemedlem HER.
SOM MEDLEM MODTAGER DU VORES INDHOLDSRIGE NYHEDSBREV – SAMT FÅR INVITATIONER TIL ALLE ARRANGEMENTER SOM HOPENOW STÅR BAG.

NB! Et medlemskab koster kun 50 kr. om året for studerende og pensionister. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top