skip to Main Content

Om teaterstykket TRUST

Af Sanne Simonsen

TRUST- Med tillid kommer håb.
Det kan være svært at forstå det, men i Danmark lever der adskillige hundreder, hvis liv ikke er deres eget. De er ofre for menneskehandel.

Når der fortælles abstrakt om menneskehandel kan det virke uhåndgribeligt. HopeNow forsøger med en kvindes personlige beretning i forestillingen, TRUST, der blev opført en uge i februar på Betty Nansens Teatret, at gøre det lige så konkret og personligt, som det er for det handlede menneske.

De to kvinder på scenen var ikke skuespillere. Den ene, Joy, er tidligere blevet handlet til prostitution i Danmark og en den anden, Michelle, er traumeterapeut og stifter af HopeNow. Sammen gik de på scenen for at fortælle om deres første møde på Istedgade og de efterfølgende fire år, hvor tillid blev et bærende element for, at Joy kunne komme videre efter næsten et helt liv som handlet person.

TRUST bliver opført som en autentisk fortælling, hvor Joy og Michelle går på scenen sammen for at rekonstruere en sammensmeltning af de fire år de har kendt hinanden. På scenen er det Joy som bestemmer, hvornår og hvad hun fortæller, og Michelle er med som støtte. Michelle har tidligere arbejdet med psykodrama gennem sit arbejde i HopeNow, men for Joy er det en helt ny måde at fortælle sin historie på.

En fortælling om tillid
Joy er den første i Danmark, som står frem og fortæller en historie som hendes. Hun har et brændende ønske om at det, hun har på hjerte bliver hørt og set. For hende handler TRUST ikke om at fremføre teater, men om at aflægge vidnesbyrd, og på grund af hendes religiøse baggrund betyder Gud meget i hendes hverdag. I TRUST fortæller hun, at det er troen på Gud og HopeNow der gør at hendes liv i dag har fået en positiv retning og hun har håb for fremtiden.
Joys personlige fortælling starter i Nigeria, hvor hun som barn blev solgt til slaveri, derfra handlet til Spanien og siden til Danmark. Joy fortæller om, hvordan hun gang på gang har oplevet at blive svigtet gennem livet af sin familie, de mennesker som har handlet hende og af de mennesker hun har mødt som handlet.
Joy har oplevet omsorgssvigt som barn, og det har medført sårbarhed og derved gjort det nemmere for menneskehandler/traffickers at manipulere med hende. Joy har derfor udviklet en manglende tillid til andre mennesker.

Om at se frem og aldrig tilbage
Joys historie er barsk, men den er også en fortælling om en kvinde, som med HopeNow’s hjælp har skabt sig et nyt liv. Adskillige gange fortæller Joy, at hun i dag kun ser frem, men aldrig tilbage. Hun ønsker ikke at straffe de folk som har svigtet hende gennem livet, men håber på, at hun ved at fortælle sin historie kan få andre til at forstå de lidelser hun har været igennem. Med TRUST ønsker Joy og Michelle at give et budskab om, at der er mange kompleksiteter i menneskehandel som for eksempel religiøsitet, familie og svigt. Mennesker som Michelle og organisationer som HopeNow er villige til at investere det, der skal til for at tillid kan genopbygges og skabe håb for mennesker som Joy.

 

 

This Post Has 2 Comments
  1. […] HopeNows stifter, Michele Mildwater, fortalte om HopeNows indsats for at forbedre forholdene for handlede kvinder i Danmark og om menneskehandel generelt. Michele inviterede Joy, en tidligere handlet kvinde, som HopeNow har arbejdet med igennem mange år, på scenen. Joy fortalte om, hvordan hun har fået støtte og hjælp af HopeNow, som blandt andet har hjulpet hende til at lære at læse, skrive og starte sin egen forretning. Joy har tidligere fortalt sin gribende historie på Betty Nansen Teateret i samarbejde med HopeNow i forestillingen TRUST, hvilket du kan læse mere om her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top